onsdag, august 27, 2014

KunstnerKram - nu med meget hvid og romantisk paraply




KunstnerKram - nu med meget hvid og romantisk paraply

Og så kan du så spørge dig selv, om hvorfor det er spændende.
Det er det fordi, det danske sommervejr, er en anelse uforudsigelig og det ville være skammeligt at stå på en pløjemark med et temmelig nygift brudepar med regnen pøsende ned - uden paraply.

Der er risiko for regn på lørdag på Møn (det er skam blevet nærstuderet og skrevet ned i papirerne) og så har jeg i den anledning købt en meget flot hvid paraply med flæser (så har jeg set det med), som jeg tager med. Jeg har også kigget på en anden. Den er endnu flottere, men den må vente.

På lørdag skal jeg til Møn og fotograferer et bryllup. Brudeparret er et ungt søde par med to søde børn. Vi har skypet to gange og nu er det meste ved at være på plads. Det er det største bryllup jeg endnu har fotograferet, så der er megen forberedelse, vejen frem og tilbage og investering i form af mere udstyr.

Jeg kører derned fredag eftermiddag efter arbejde og tager en overnatning i Stege, da jeg skal være med fra kl 10 hos bruden, når hun gør sig klar. Min arbejdsdag er færdig kl 24.00, når de har danset brudevals. Så takker jeg af, efter en meget lang dag og kører hjem.

Så efter arbejde er det forberedelse, regnskab og træning.

Jeg vil sige som spejderne siger "Vær beredt" og så får jeg nok ikke engang brug for den. Men jeg kan godt lide at være forberedt og have styr på tingene, så et brudepar kan slappe af og nyde dagen.

søndag, august 24, 2014

Min succeshistorie - livsstilsændring på den realistiske måde

100 % ren og stærk kådhed


Min succeshistorie - livsstilsændring på den realistiske måde

I går da jeg løb over og trænede, faldt jeg i staver over mine tanker om det der med at ændre sit liv. Livsstilsændringer der holder.

Nu har jeg gumlet på emnet, siden jeg kom hjem på om jeg skulle skrive dette indlæg eller ej.
For egentlig synes jeg ikke det handler så meget om det at have en kreativ virksomhed (eller har det ?). Men det vil ikke slippe mig. Så nu skriver jeg den. Hvis jeg kan hjælpe bare én med at ændre livsstil eller inspirere til små ændringer, så synes jeg det er det hele værd.

Rigtig mange har spurgt mig, hvordan jeg dog har tabt alle de kilo. Som om det er magi. Når jeg er hjemme i min landsby, kommer de gamle damer også og siger til "Jamen, er det dig Hanne, jeg kunne slet ikke kende dig" og så kommer der søde historier om dengang jeg var 8 år og "hvor bliver tiden dog af?". Mange kan ikke kende mig. Hvilket jo er dejligt.

Men jeg kan nemt huske hvad der drev mig dengang til at starte med at ændre. Min mave. Den var simpelthen for tyk. Det gjorde ondt i maven, når jeg sad ned. Det trykkede ligesom ind i maven - og det gjorde nuller naller. Når jeg vågnede om morgenen, var jeg desuden også så stiv i hele kroppen, at jeg knap kunne komme ud af sengen. "Oh My Fucking God", tænkte jeg. På det tidspunkt var jeg kun 27 år. Det var simpelthen for pinligt. Lige der tog jeg beslutningen.

Kort tid efter min beslutning fik jeg et rengøringsjob kl 5 om morgenen, hvor jeg cyklede rundt og samtidig rendte jeg rundt i banken og kontoret, for at rengøre dem. De første kilo, jeg tabte der, gav mig virkelig blod på tanden. "Videre" kan jeg huske jeg tænkte.

Men generelt er det gået op og ned på de 6 år, det har taget. Ja, jeg er ikke så hurtig. Det tog noget tid for mig at forstå hvorfor, hvad og hvordan det hele hang sammen. Længere nede kommer jeg med mine bud på hvad der skal til. Men først, skal I lige høre de bedste jeg har hørt gennem årene:

1.Den bedste er helt klart, den her: "Navra du har tabt dig, Hanne". "Hvordan har du dog gjort det?". "Jo jeg har......." og mere når jeg ikke at sige, for så får jeg et klask i siden med bemærkningen "Nu siger du ikke det er motion og grøntsager, vel?"
Altså, så må jeg grine, mens jeg tænker "Vil du høre sandheden eller skal jeg svare "med tv-og sofafederi og ostepops ad libitum"

2. Den næstbedste, er denne her:
"Hvor har du tabt dig, Hanne". "Du ser bare super godt ud"
Så siger jeg tak, for jeg mener det oprigtig, mens jeg tænker på hvad der mon kommer efter det. Og ganske rigtigt.
"Hvordan har du dog gjort det det?". "Ja jeg kæmper jo også med vægten, men jeg kan ikke komme ned"
"Hvor længe har du da arbejdet på det?"
"Ja, jeg startede i mandags men nu gider jeg ikke, for det virker alligevel ikke"
Så spørger jeg lidt ind til det og kan så konkludere at der ikke er nok viden, motivation, tålmodighed og mest af alt, mangler der realisme. Ærgerligt, tænker jeg.

3. Den sidste er denne:
"Wauw, Hanne du har virkelig tabt dig". “Det er flot”. “Mange tak”
“Nu taber du dig ikke mere, for du har da tabt dig nok”

Altså, lad nu være med at sige det. Hvis man ikke har set den person uden tøj på, så kan man heller ikke bedømme hvornår nok er nok. Tøj skjuler rigtigt meget. Og med mindre du partout smider tøj, som bevismateriale A, så kan du aldrig argumentere imod folks faste overbevisninger. Tænk på at de måske navigerer ud fra deres dårlige samvittighed, over at de selv godt ved de burde at gøre noget. Derfor skal du ikke lytte til alt det nonsens. Det er støj. Men med tiden, får du et filter mod sådanne bemærkninger. Jeg tænkte på min gulerod, når de fortsætte på. Hvis jeg havde lyttet, havde jeg ikke nået mit mål. Det er bevis nok for mig.

Generelt vil jeg sige, at jeg også har været igennem meget, for at finde min vej. Rigtig meget. Men det har så åbenbart ikke slået mig ud. Hvis jeg faldt, rejste jeg mig igen. Hvis jeg skal koge alt min erfaring ned, kan jeg gøre det med fire punkter, som jeg håber nogle kan bruge til noget.

1. Find ud hvorfor du gør som du gør
Som jeg beskrev først i artiklen, var mit drive min mave. Det blev simpelthen for meget - og tøj, faktisk. Elsker tøj.
Hvis du ikke ved hvorfor du gør, som du gør, kan du heller ikke finde tilbage til kernen, når tingene bliver lidt sure. For dét gør det. Der er ingen der hopper lige glad afsted til træning hver gang. Det går op ned. Jeg kan godt begynde sløjt og slutte stærkt - og omvendt.

Generelt synes jeg at motivation bliver undervurderet.
Mange af de kulørte og glitrende dameblade fokuserer ofte kun på de 5 kg du kan tabe på en uge (lige til bikinisæsonen - hvor belejligt). Det er også fint, men hvis man skal tabe mere, er det et større og længerevarende projekt, som tager tid at gennemføre. Det kræver langt mere fokus, tålmodighed og motivation.

Når du har motivationen i orden og kan mærke lysten til forandring, helt indefra, så er det tid til at sætte handling bag ordene. Her går mange allerede død. Os mennesker er mestre i undskyldninger og kan mene noget godt. Men der sker ikke en skid. Grundene kan være mange. Det vil jeg ikke komme ind på i denne artikel.

Med motivationen hører også et mål. Og inden du stejler og går i baglås, så tænk lige over det jeg skriver nu.
Hvis du ikke har et mål, ved du heller ikke igen, hvorfor du gør som du gør. Dit mål, som skal være realistisk, skal være din gulerod i de mørke og tunge vintermåneder. Vær konkret, skriv det ned og og brug det som pejlemærke.

Guleroden kan være hvad som helst.
Hvis du er mand, kan det være mere indpas hos pigerne. De skulle jo helst hvine af fryd. Det kunne også være følelsen af at være stærk (den kan jeg godt lide), det kunne også bare være for din egen skyld, så du får mere overskud og energi. Noget så simpelthen som et væddemål, tænker jeg, også kunne være en gulerod, for jer mænd. Der er bare noget med mænd, væddemål og konkurrencen med eller imod hinanden.

Hos kvinder er det stadig stort set det samme. Der er det bare indpas hos mændene. Det er også superlækker at kunne passe alt det lækre tøj. Jeg har et par lækre cowboybukser, som er min gulerod. Jeg hverken vejer eller måler mig. De bukser er min sandhed om tilstanden.

Ingen mål er gulerod er forkert.

Og piger, den her er til jer. Vær ikke bange for at løfte jern.
Jeg har hørt mange, der ikke gør det fordi, I er bange for at blive for store, hvorefter så det feminine skrider i svinget. Se på mig. Jeg har satme løftet meget jern og jeg er stadig super feminin. Hvis du klæder dig feminint, går med feminine smykker, har høje hæle, kjole og nederdele på til festlige lejligheder, så mister du ikke noget som helst.
Til gengæld får du en masse.
Du vågner ikke en morgen og ligner en kvindelig Hulk, bander som en havnearbejder som arbejder overtid og spytter langspyt på højt konkurrenceplan. Du kan gøre din træning til det du vil med den. Det er det der er så fedt. Og desuden tager det tid, før man kan se resultaterne.

2. Kend dine kalorier
Ved du hvor meget broccoli du kan få i stedet for chokolade ?
Sådan kaloriemæssigt.
Mange jeg har mødt, og som ikke kan forstå at de ikke taber sig, gider ikke at sætte sig ind i kalorier. “Det er for tåber” har jeg fået at vide. Måske, men selv tåber behøver engang imellem at ny viden.

Da jeg skulle tabe mig, havde jeg meget glæde af Madlog.dk. Der kan man taste alt sin mad ind. Mit råd er at taste ind alt det ind, som du plejer at spise. Vær ærlig. Hvis du snyder, snyder du kun dig selv. Hvis du bliver chokeret, så lad det synke ind og mind dig om hvorfor du skal ændre livsstil. Efter to dage, skulle man kunne se, hvorfor man ikke skal kværne en pose chips, drikke 3 l cola og gå amok i pizza fra det lokale pizzeria hver aften. Jeg kan selv huske hvor chokeret over, hvor mange kalorier der er i brød. Mørkt som lyst.

Hvis du mener du spiser for 2000 kalorier, det er det man anbefaler en kvinde, som rører sig moderat, skal have og du så finder ud af du har spist for 3500 kalorier, hver dag. Så har du svaret der.

Jeg bruger ikke Madlog.dk mere, da jeg har styr på hvad mad koster.

Prøv at tælle kalorier, og hvis du bliver overrasket, så tænk på min artikel her og mit smil bagefter. Alt er skrevet med kærlighed.

3. Der er ikke noget der hedder fejl - kun erfaringer
Jeg får det meget dårligt, når nogen siger “Jeg faldt i - så kan det hele sgu også være ligegyldigt” eller “Uha, nu har jeg syndet med is”

I min optik er der ikke fejl - kun erfaringer og ikke noget der hedder synd - kun glæde for is (den har jeg nemlig selv).

Det er ikke at fejle at spise is og det er heller ikke en synd. Hvis vi snakker rent kalorier, koster is lidt, men jeg synes det er dét værd. Jeg spiser så meget grønt hver dag, at jeg nemt har plads til en del is, i mit samlede kalorieregnskab. Lækkert.

Hvis vi snakker, om ting der ikke er blevet gennemført, som f.eks et vægttab, så se det som erfaring og find en anden måde at gøre tingene på, hvis du stadig har modet og motivationen. Hvis du gør det samme igen, som du gjorde før, får du med højest sandsynlighed også det samme resultat. Det dutter ikke. Det kan vi ikke lide og det giver ikke en succeshistorie.

Hvis du er fokuseret på ikke at starte noget, af angst for at fejle, så bliver du handlingslammet og dermed rykker man sig aldrig.
Sæt handling bag dine ord, ryk dig små skridt af gangen og søg hjælp, hvis det kniber. Det er ingen skam at søge hjælp. Det er heller ikke et nederlag. Det er et udtryk for kærlighed til dig selv og at du tager din livsstilsændring. 

Hvis du er sukkerafhængig, så start med at få hjælp til at droppe det. Hvis du ikke kan lide grøntsager, så prøv dig frem med nye retter og husk hele tiden, specielt når du sidder med den broccoli i munden, hvorfor du gør det.
Hvis du ikke har bevæget dig længe, så start i det små. Gå ture, svøm eller hvad du nu finder spændende. Zumba er f.eks meget populært for tiden.

Det vigtigste, er at du føler glæden ved bevægelse.
Husk igen, hvorfor du gør det. Tænk over din gulerod, når det bliver hårdt og tænker “Fuck, fuck, fuck…..Fuuuuuuuuucking, om jeg gider det her lort”, hvorefter du knurrer og skummer af arrigskab over at det skal være så hårdt, bander og svovler. Hvis du ikke giver op her, så kommer du jo videre. Tænk videre, end det du står i lige nu og her. Hvis du gav op nu, hvordan ville du så have det om 1 måned ? Om et år? Prøv at finde de følelser frem, som du havde sidste gang du gav op. Hvordan var det ? Hvis svaret er nej, skulle det være nok til at fortsætte.

Min erfaring, er at du skal have styr på et lille skridt, før du tager det næste lille skridt.
Hvis du tænker, at du gerne vil skrue ned for dit sukkerindtag, så giv den process den tid det tager. Måske skal du have hjælp, til at slippe det.
Når du så, ikke er afhængig af det mere, så er det tid til den næste fase. Lad os sige, det er at få flere grøntsager ind i din mad, så tag det som en rejse. Det gjorde jeg. Jeg har været rundt om mange ting, måder at spise på og prøvet det på min egen krop, for at finde ud af hvordan det virkede. Jeg er endt med LCHF.
Måske tager det rigtig lang tid at få kørt de grøntsager indenbords. Men de er altså nødvendige. De er ikke en straf. De er til for at hjælpe dig. Min erfaring, er at dem der ikke kan lide grøntsager, er dem der enten ikke har lært at spise dem hjemmefra og/eller dem som ikke kan finde ud af tilberede dem rigtigt. Det er ærgerligt. 

Så for at opsummere min pointé, så tag små skridt. Lad nu være med at køre på og drop det hele fra dag 1 af. Hvis du har gjort det før, så ville jeg spørge dig om det så virkede ? For hvis du gjorde, tager jeg hatten af for dig. Men de færreste, kan tage det på en kold tyrker.


4. Få nu dit hoved med
Når livsstilsændringen, så er godt igang, og du taber dig planmæssigt, bliver stærkere, hurtigere, griner mere, føler dig lækre og pigerne er begyndt at hvine, så er det altså noget sjovt noget med hovedet. Det tager mindst dobbelt så lang tid, for hovedet at forstå forandringerne.
Hos mig gik der rigtig lang tid, før jeg forstod, hvad jeg faktisk havde gennemført. Jeg var en succes og jeg havde vundet.
Ved siden af livsstilsændringen, kan det være nødvendigt at få hjælp til hovedet. Husk at det heller ikke er et nederlag. Det er igen et udtryk for kærlighed til dig selv.

Det er et mærkeligt punkt at gå fra at være virkelig utilfreds mig selv, nærmest en slatten karklud, til at føle sig lækker, stærk, hurtig, slank og være eftertragtet. Især hvis man aldrig troede man kunne finde ud af det. Man kunne gå hen og blive overrasket over sig selv, når man opnår det man ville og står der og tænker “Nå, det var det?”......”Nej, vent - var det virkelig dét”...??

Jeg havde det lidt sådan, da jeg endelig var færdig, at hvad skulle tiden så gå med ? Nu var jeg jo tilfreds med min mave,vægt og jeg følte mig sund og stærk. Så skulle jeg finde noget at tænke og lave. Men der sneg sig så et projekt ind fra højre. Faktisk to. Det ene var at uddanne mig til teknisk designer på industri linjen og den anden var at virkeliggøre KunstnerKram til et freelance firma med CVR nummer.

Jeg synes der bliver sat alt for lidt fokus på hovedet i en livsstilsændring. Det er altså ikke uvæsentligt, hvad der foregår i hovedet. Hvis riffet i hovedet lyder at du ikke er dét værd, ikke har fortjent det, ikke er værd at hjælpe - ja, så kommer du ingen steder. Du modarbejder dig selv. Du skal tænke at du er det værd - og jeg tænker allerede at du er dét. Jeg tror på dig.

Det ene dameblad efter det andet fokuserer (næsten) kun på kilo. “Tab dig 5 kg på en uge”, “Kom af med de overflødige kilo nu”, “Bliv bikiniklar på en uge” og “Hvis han ikke vil have dig - så tab dig”. Ai, den sidste er løgn (jeg har i hvert ikke set den overskrift endnu).

Hvis det stod til mig, skulle de hedde “Tør du lave en for vild livsstilsændring”. Måske ikke den bedst sælgende overskrift, men nu går jeg også efter en, som vækker nysgerrighed, end én der kommanderer og muligvis giver et billede af at det er nemt. For det er det ikke. Det er ikke magi, en lille grøn fe der kommer og strør med pulver over dig om natten. Det er heller ikke pille du kan tage.
Det er lamme-tævede-fucking-hvorfor-har-jeg-kastet-med-ud-i-det-her-rundsave-smadrende hårdt.

Hvis kvinder stadig var med efter den overskrift og med den intro, så kommer virkeligheden frem om livsstilsændring frem. Og så har vi noget realistisk og ordentlig materiale at starte med og arbejde videre på.

Jeg er så træt af de overskrifter. Kriller i hovedet er hvad de giver.

Hovedet skal med. Basta.
 

Hvis du stadig er med, så skal der lyde et stort tak fra mig (og Musse, som har lagt trofast nede ved min side, mens jeg har skrevet denne artikel)





Nu har jeg givet det videre jeg ved. Nu er det op til dig, der stadig er med hernede, om du så vil reagere eller ej.

Og nu vil jeg bage et LCHF brød til arbejdsugen, tage en morfar, løbe over træne og Musse og jeg skal også gå tur senere.

Billedet er i øvrigt taget i spontan kådhed efter en træning, som startede sløvt, men sluttede stærkt.

Jeg ønsker dig held og lykke.



fredag, august 22, 2014

Musse fylder 5 i dag






Hip hip Hurra. Tillykke til Musse. Hun fylder nemlig 5 år i dag.
Musse er min muse, min partner-in-crime. min allerbedste hundeven, min "vi-siger-det-ikke-til-nogen" ven, min hovedpine, min "jeg-har-lige-støvsuget","hunni-come-on", "jeg-gør-hvad-jeg-kan" vovse, "Musse, hvorfor ligner haven en krigszone" hund, "min-posthader-og-avisdreng-og-skrub-ud-af-mit-territorie" hund, min "hvis-jeg-skruer-charmeørerne-på-får-jeg-nok-min-vilje" hund, min "nu-f......-drevler-du-over-det-hele-igen" hund.

Kort sagt, bare en helt almindelig standardschæfer. Lige efter schæferbogen.